Arbejdsevnen skal afklares , når jobcentret påbegynder og behandler sager om revalidering,
fleksjob og førtidspension. Metoden skal også anvendes i sygedagpengesager, bl.a. ved
ophør af sygedagpengene efter 52 uger .
I alle tilfælde benyttes arbejdsevnemetoden . Arbejdsevnemetoden er en metode til beskrivelse, vurdering og udvikling af arbejdsevnen.
Arbejdsevnen defineres som følger: Evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet for at kunne udføre forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå en indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse.
Kommunen eller anden aktør vurderer arbejdsevnen på grundlag af en ressourceprofil - en samlet beskrivelse og vurdering af borgerens faglige og personlige ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer sammenholdt med en vurdering af, hvilke konkrete jobfunktioner borgeren kan varetage på arbejdsmarkedet.
Ressourceprofilen
Ressourceprofilen er grundstammen i arbejdsevnemetoden og beskriver borgerens ressourcer ud fra 12 elementer:
- Uddannelse
- Arbejdsmarkedserfaring
- Interesser
- Sociale kompetencer
- Omstillingsevne
- Indlæringsevne
- Arbejdsrelevante ønsker
- Præstationsforventninger
- Arbejdsidentitet
- Bolig og økonomi
- Sociale netværk
- Helbred.
Ressourceprofilen udarbejdes med udgangspunkt i en samtale med borgeren.
Samtalen er afgørende for, hvilke elementer i ressourceprofilen det er relevant at arbejde videre med, og i hvilket omfang elementerne skal beskrives og vurderes i forhold til kravene på arbejdsmarkedet. I beskrivelsen og vurderingen af de udvalgte elementer skal indgå:
Borgerens faktiske ressourcer, der kan anvendes i forhold til arbejdsmarkedet.
Mulighederne for yderligere udvikling af borgerens ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet.
Mulighederne for at reducere eller fjerne de barrierer, der kan gøre det vanskeligt for borgeren at anvende eller udvikle sine ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet.
Arbejdsmarkedets krav
Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet osv. Derfor er kendskab til arbejdsmarkedet et vigtigt element i afklaringen.
Kendskab til arbejdsmarkedet handler først og fremmest om viden om arbejdsopgaver, jobfunktioner, kompetencekrav og beskæftigelsesmuligheder på arbejdsmarkedet:
- Hvilke kompetencer efterspørges på arbejdsmarkedet generelt?
- Hvilke faglige kvalifikationer kræver bestemte job?
- Hvilke jobfunktioner er der på virksomhederne?
- Hvad er virksomhedernes fremtidige medarbejderbehov, og hvilke kompetencer vil der blive behov for?
Arbejdsevnemetoden betragtes som en garanti for, at en sag er ordentlig behandlet og belyst af jobcenteret.
Hvis et jobcenter træffer en afgørelse om revalidering, fleksjob eller ophør af sygedagpenge uden at anvende arbejdsevnemetoden, kan jobcenteret risikere, at afgørelsen bliver ophævet og returneret af ankeinstansen, ligesom jobcenteret kan miste refusion fra staten, hvis der ikke er lavet en arbejdsevnevurdering.
Andre aktører har – efter aftale med kommunen - kompetence til at træffe afgørelse om revalidering og forrevalidering. Kommunen kan således, efter både aktiv-, beskæftigelses- og sygedagpengeloven, overlade myndighedsopgaver til andre aktører. Andre aktører, der varetager opgaver for kommunen, skal overholde samme regler som kommunen, og kommunen har pligt til at føre tilsyn.