Gå til www.cabiweb.dk

Cabi Nyt - Marts 2014

Temaside: Giv virksomhederne nem adgang til jobcentret

Kun ét telefonnummer til kommunen og jobcentret som rekrutteringsbureau. Vi har samlet en temaside med små tricks til, hvordan du som medarbejder i jobcentret kan få et bedre samarbejde med virksomhederne.

Hvis en virksomhed i Randers skal have fat i kommunen, er der kun ét telefonnummer, man skal holde styr på, og det er nummeret til kommunens Erhvervsservice. Uanset om henvendelsen drejer sig om byggesager, affaldshåndtering, spørgsmål til jobcentret eller noget helt fjerde.

Kommunen har således lavet én indgang for virksomhederne, og det er gjort for at sikre god service og nem adgang til information for virksomhederne. Fx hvis virksomheden har spørgsmål om virksomhedspraktik eller ansættelse af en medarbejder i fleksjob.

I lighed med Randers har også Ikast-Brande deres Virksomhedsservice, som er virksomhedernes indgang til alt om rekruttering, jobrotation og refusion.

Og nem adgang til jobcentret samt god service er en af hjørnestene i et godt samarbejde mellem jobcentret og virksomhederne. Det sætter vi i Cabi nu fokus på med en temaside på cabiweb.dk, hvor vi giver dig, der arbejder i jobcentret, en række gode tips og tricks til, hvordan du kan styrke samarbejdet med virksomhederne.

Skru op for serviceniveauet

En stor del af materialet på temasiden er hentet fra to erfagrupper, som Cabi har faciliteret, og hvor virksomhedskonsulenter og andre jobcentermedarbejdere har mødtes for netop at udveksle erfaringer om, hvordan jobcentrene kan få et bedre samarbejde med virksomhederne.

”Tilgængelighed, god service og hurtigt svar på henvendelser har været tilbagevendende emner i erfagrupperne. Jobcentrene er meget optagede af, hvordan de kan åbne sig op over for virksomhederne. De erfaringer vil vi gerne bringe videre til endnu flere med vores temaside,” siger seniorkonsulent hos Cabi, Anette Hansen, som har været tovholder på de to erfagrupper.

Og det behøver faktisk ikke at være så svært.

Vejviser giver hurtigt overblik

Jobcenter Ikast-Brande har fx lavet en intern vejviser til jobcentret, som job- og virksomhedskonsulenter har med sig, når de er i kontakt med virksomheder.

Vejviseren indeholder navne og telefonnumre på nøglemedarbejdere i jobcentret, og har virksomheden fx et spørgsmål om fleksjob eller mentorstøtte, kan virksomhedskonsulenten lynhurtigt slå op i vejviseren og henvise til den rette medarbejder. Se vejviseren på Cabis temaside.

Jobcentret agerer rekrutteringsbureau

Flere jobcentre bevæger sig desuden i retning af at være rekrutteringsbureau, hvor de yder virksomhederne assistance med at finde medarbejdere. Jobcenter Solrød har erfaringer med at arrangere jobbørs, hvor de forud for jobbørsen har gjort en intensiv indsats for at tiltrække virksomheder og dermed matche ledige med jobåbninger. Og i Jobcenter Ikast-Brande er der oprettet en hotline, hvor virksomheder kan henvende sig, når de mangler arbejdskraft.

”Når virksomheden henvender sig, spørger vi ind til, hvad de præcis har brug for, så vi er i stand til at finde de kandidater, som passer bedst til virksomhedens behov. Vi tilbyder også at lave en første screening af de ledige, inden vi sender dem videre til virksomheden, så vi er sikre på et godt match,” siger Svend Østergaard, udviklings- og virksomhedskonsulent i Jobcenter Ikast-Brande.

Ikast-Brande bruger desuden også det sociale medie LinkedIn som et værktøj til at matche ledige med de job, som virksomhederne har brug for kandidater til. Se mere om, hvordan det foregår.

Temasiden vil løbende blive udviklet med flere erfaringer fra andre jobcentre.